Fredag d. 4. nov. 2005
Efter tre uger på Gran Canaria trængte vi virkelig til luftforandring, og de nye besætningsmedlemmer virkede også meget opsat på at få gang i eventyret. Vi måtte opgive at sejle onsdag, da der var lidt tekniske problemer, men efter at båden var blevet grundigt rengjort, og de nye batterier var blevet monteret, fejrede vi sidste aften i Pasito “boring” Blanco med vin og hygge omkring bordet i salonen. Der er ved at være godt fyldt, når vi alle hænger ud.
Efter en god nats søvn – for en gangs skyld med lidt mindre støj fra fortøjningslinerne – var vi klar, og ved halv ellevetiden sejlede vi over for at bunkre olie. Det tog som sædvanlig meget lang tid, men det lykkedes denne gang med meget mindre spild på dækket 🙂 Så gik vi ind og checkede ud og endelig godt middag var vi klar til afgang.
Vi satte sejl, både storsejl, genoa og mesan, straks vi var kommet ud og sejlede vel knap et kvarter på styrbord halse, så forsvandt vinden næsten helt, og pludselig kom den så ind fra bagbord. Vi flyttede genoaen over og efter nogle få minutters sejlads var vi kommet ind i passatvinden. Det er virkelig en lækker fornemmelse. Vinden blæser mellem 7 og 10 m/s, vi går ml. 6 og 7,5 knob og har ml. 0,5 og 1 knobs medstrøm – ren feriesejlads – eller det vil sige, vi har lidt tværgående søer fra nordvest, som gør det en lille smule ubehageligt for nogle. Lige efter solnedgang tog vi mesanen ned, men fortsatte med god fart hele natten, og det gik godt med de nye rorgængere. Vores udsejlede distance det første døgn var knap 180 sømil, og det er vist faktisk vores næstbedste resultat hidtil.
Lige efter middag fangede vi en fin dorado, som Dirk trak ind, og kl. 1330 fangede vi en tun, så nu har vi nok til aftensmaden. Linne og skipper skulle lige prøve at smage rå tun, og rå var den, for den sprællede endnu, mens vi skar strimlerne af.
Troels